Generalsekretær Lotte Trangbæk: DMKs mange små og store vingeslag  

’Kaos’ er fra flere kommentatorer blevet brugt til at beskrive tiden siden USA den 20. januar 2025 indsatte deres 46. præsident. Den nye amerikanske regerings ageren har budt på nødvendigheden af at genbesøge vores forventninger, afhængigheder og styrker i en verdensorden i hastig forandring.

Fra den storpolitiske arena og til de danske musik- og kulturskoler er der langt. Ikke desto mindre påvirker kamp om positionerne i den nye verdensorden de politiske prioriteringer, økonomi og ideer om fællesskaberne helt ud i de led af samfundet, hvor vi arbejder med børn og unges kunstneriske fællesskaber, udvikling, læring og dannelse.

Ifølge ’kaosteori’, der er en gren af matematik og fysik, kan små ændringer føre til store og uforudsigelige konsekvenser i dynamiske systemer. Og hvis man anlægger et ’kaosteoretisk’ perspektiv, kan musik- og kulturskolerne således også påvirke de store systemer tilbage. Et berømt billede på det er sommerfugleeffekten, der er idéen om, at en sommerfugls vingeslag i Brasilien kan starte en kædereaktion, der ender med at forårsage en tornado i Frankrig.

Her i DMKs forårs-nyhedsbrev kan du derfor orientere dig i nogle af de små og store vingeslag, der i øjeblikket baskes med i DMK og i landets musik- og kulturskoler for at kunstens ressourcer bliver sat i spil og bliver ressourcer for den enkelte og for samfundet.

DMKs strategi 2030 Kunsten som ressource danner ramme for arbejdet. I forlængelse af DMKs strategi arbejder vi blandt andet vedvarende for, at Danmark får en kulturskolelov. Netop konkretisering af behovene for en kulturskolelov blev der arbejdet indgående med på DMKs bestyrelsesseminar i april. Det kan du blandt andet læse om i hilsen fra DMKs forperson, Jens Dammeyer Sørensen.  

Du kan også læse om DMKs foretræde for Folketingets Kulturudvalg den 9. april 2025 og om DMKs nye bestyrelsesmedlemmer, der blev valgt ind på DMKs generalforsamling i november 2024. Siden den nye bestyrelse trådte til, har der desuden også været udskiftninger i bestyrelsesmedlemmerne valgt ind fra Region Hovedstaden og Region Nordjylland.

Og så er vi for alvor kommet i gang med Rabalder med opstartsseminar den 27. marts 2025 med mere end 100 deltagere fra SFOer og musik- og kulturskoler fra hele landet. Til trods for at næsten alle børn går i et SFO tilbud efter skole og bruger en stor del af sin dag her, har der været al for lille fokus på fritidspædagogikken. Alle landets kommuner har en musikskole, og mere end halvdelen af kommunerne har også en kulturskole, med højt kvalificeret kunstpædagogisk personale. En central del af ambitionen i Rabalder er netop at skabe modeller for stærkere fritidspædagogiske tilbud og miljøer, ved at skabe bedre strukturer for samarbejde mellem musik- og kulturskoler og SFO. Erfaringerne fra Rabalder såvel som de mange øvrige samarbejder, der eksisterer mellem musik- og kulturskoler og SFOer, bringer vi blandet andet med ind i de møder, som DMK er indbudt til under ’Sammen om fritiden’ i Børne- og Undervisningsministeriet.  

I DMKs nyhedsbrev kan du endvidere læse mere om følgende aktiviteter og indsatser:

Udrulning af DMKs Pædagogikum-forløb

DMK Lederdag

DMK mellemledernetværk

Musik- og kulturskoler står for 3 af de i alt 14 udvalgte Kulturpas-indsatser

Musik- og kulturskolestatistik – nu med statistik på nye kategorier om samarbejde med folkeskole og dagtilbud

DMK har været vært for NMKU konference Kunsten i Nordisk skolekultur

Musikskoledage i Tivoli

Samarbejde med BUPL om Den Kommunale kompetencefond

Hele fem kommende OrkesterMesterFester

Rigtig godt forår til jer alle!

De bedste hilsner

Lotte Trangbæk, generalsekretær, DMK

Mini-survey