DMK Lederdag 2025: Fokus på de forandringsprocesser der fylder i musik- og kulturskolerne  

Udviklingen i musik- og kulturskolernes opgaveportefølje og mængden af samarbejdsflader stiller store krav til ledelse og organisering – og også ofte nye krav. I forlængelse heraf har der været udtrykt ønsker om en egentlig lederdag. Den 27. marts 2025 afholdt DMK derfor en sådan dag med inspirationsoplæg og tid til dialog

Lederdagen foregik i Nyborg og havde fokus på at skabe dialog på tværs af feltet og landet omkring en række af de ledelsesopgaver som, der arbejdes med i musik- og kulturskolerne.  

På programmet var blandt andet Dorte Andreas, formand for Skolelederforeningen, der præsenterede hovedpunkterne i den nye folkeskolereform med fokus på afskaffelsen af den understøttende undervisning og de nye muligheder for samarbejde mellem folkeskoler og musik- og kulturskoler.   

Maja Joos Børch, programleder i DMK, præsenterede undersøgelsesresultater og erfaringer fra OrkesterMester-projekterne og det tværprofessionelle samarbejde mellem musik- og kulturskolelærere og folkeskolelærere.  

Fra et museumsperspektiv fortalte Peter Andersen, der er museumsinspektør ved Øhavsmuseet, om den forandringsproces han sammen med Øhavsmuseet har arbejdet med gennem en årrække. 

Ayse Cekic, forsker ved Center for Ungdomsstudier (CUR), præsenterede viden fra trivsels- og tilfredshedsundersøgelser i musik- og kulturskolerne. CUR’s undersøgelser har vist, at musik- og kulturskoler spiller en vigtig rolle i at styrke trivsel og sociale fællesskaber blandt eleverne. Undersøgelserne peger på, at deltagelse i musik- og kulturskoler kan forbedre elevernes sociale relationer, øge deres motivation og faglige fordybelse, samt skabe inkluderende miljøer, hvor alle føler sig velkomne. 

Lederdagen var tilrettelagt i relation til de netværksaktiviteter, DMK arbejder med i forbindelse med OrkesterMester-programmet, men lederdagen var for ledere i alle landets musik- og kulturskoler og ikke alene for OrkesterMester-skoler.

På den måde kommer arbejdet i OrkesterMester og midlerne fra musikhandleplanen alle landets musik- og kulturskoler til gode. Og det giver rigtigt god mening, fordi alle landets musik- og kulturskoler på forskellig vis arbejder med organisering af samarbejdet med folkeskolen, med forandringsledelse i forhold til de nye opgaver med at skabe aktiviteter, undervisning og veje for alle børn til et aktivt fritidsliv.  

Mini-survey