Kandidat til DMK bestyrelsen i 2026
Om kandidaten
Musiker, rådgiver og foredragsholder, Savvy Music
Mit virke i dag er to-delt: Som udøvende skabende musiker med Safri Duo, og dertil et parallelt virke indenfor rådgivning, coaching, foredrag og bestyrelsesarbejde.
Den røde tråd i mit virke tager udgangspunkt i musikkens og kunstens betydning for det at være menneske. Jeg har altid orienteret mig bredt genremæssigt og synes, at inspiration fra forskellige genrer, menneskelige baggrunde og kompetencer, rummer muligheder for noget opbyggeligt.
Mit kunstneriske og ledelsesmæssige virke hviler på tre idealer:
- Kunsten at lede, ved både at være søgende, som kalder på nysgerrighed og åbenhed, og at have modet til at gå forrest
- At lytte på sådan en måde at andre får lyst til at tale – at tale på sådan en måde at andre får lyst til at lytte.
- Sig det du gør – gør det du siger
Min største erfaring fra bestyrelsesarbejde har været som musikchef for symfoniorkestret Copenhagen Phil i samarbejdet med en bredt sammensat bestyrelse fra 2010-2019. Med et politisk udsat symfoniorkester har min gang i Kulturministeriet, Folketingets Kulturudvalg og på Christiansborg givet læring og indsigt i politiske processer. Derudover som medlem af bestyrelsen for Dansk Danseteater, menigt medlem 2013-2018 og herefter af Kulturministeren udpeget som bestyrelsesleder fra 2018-2023. Siden 2025 har jeg været bestyrelsesforperson for Aurehøj Gymnasium og Institutionen San Cataldo (refugie for videnskabsfolk og kunstnere).
Er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (1985-1992) med både diplomeksamen, musikpædagogisk diplomeksamen og solistklasse. Stiftede i 1988 Safri Duo. Var leder af Pumpehuset 2009-2010, musikchef for Copenhagen Phil 2010-2019 og Rektor for DKDM 2019-2023. I 2023 valgte jeg igen at hellige mig det udøvende og skabende arbejde med musikken, samt at bruge min viden og erfaring indenfor rådgivning, mentorarbejde, foredrag og bestyrelsesarbejde. Jeg underviste fra jeg var 16 til 34 år på skoler, musikskoler, MGK og DKDM frem til år 2000.
Som rektor for DKDM fra 2019-2023 lå det mig meget på sinde at fremme det musikpædagogiske felt og det bæredygtige musikerliv samt at styrke samarbejdet mellem alle 7 kunstuddannelser.
Derfor stiller jeg op til bestyrelsen i DMK
Musikkens og kunstens betydning for det at være menneske, barn, ung som voksen, og musikkens potentiale som en central ressource i samfundet ligger mig meget på sinde. Musikken rummer i dets væsen noget livgivende og opbyggeligt. At opleve børn og unge blive optaget af musikkens væsen, mærke suset fra fællesskabet – at udvikle et kunstnerisk udtryk sammen og blive optaget af processen, er noget af det mest opløftende og inspirerende. Hvis jeg på nogen måde kan bidrage til at fremme børn og unges muligheder for mødet med kunst og musik som en central del af deres opvækst, vil det give meget stor mening.
Min morfar Carl Maria Savery drev i 1920’erne den private musikskole i Horsens, som i 1929 blev Danmarks første folkemusikskole, inspireret af tankerne om folkelig musikudøvelse, som var en stærk bevægelse i Tyskland. Året efter var han med til at stifte Århus Folkemusikskole, og herefter Frederiksberg Folkemusikskole i 1931. På denne måde bidrog han i og for sig til hvad der senere skulle danne grundlaget for musikskoleloven – og forhåbentlig i fremtiden en kulturskolelov. Det ligger i mine årer at bidrage til at fremme musikkens betydning, fortælling og position i samfundet og ikke mindst på en måde så flest mulige børn og unge kan få en livslang glæde af mødet med musik og kunst.
Mine mærkesager
Udgangspunktet og det hele centrale er børn og unge. Så bag ved alle initiativer skal vi hele tiden huske os selv på og spørge på hvilken måde initiativerne gavner børn og unges relation til musik og kultur.
- Som bestyrelsesmedlem må fokus være på at lytte til ledelsen og alle interessenter tilknyttet DMK, og gennem understøttelse, dialog og sparring, at opnå de bedst mulige resultater til gavn for hele kultur- og musikskolemiljøet. Denne tilgang er for mig en mærkesag.
- Trivselskommissionens anbefalinger handler blandt andet om kunst og kultur for flere børn og unge, og betydningen af fritidsaktiviteter sammen med andre. Musikloven siger, at kommunale og kommunalt støttede musikskoler skal indgå i samarbejde, også partnerskaber, med kommunens folkeskoler. Folkeskoleloven siger blandt andet, at skolerne skal samarbejde med lokalsamfundets musikskoler. Disse faktorer danner et grundlag for at DMK kan bidrage til processer omkring en øget central placering og betydning i samfundet, og at dette bliver understøttet politisk.
- Når musik- og kulturskolerne udvider og udvikler sig i “bredden”, er det fortsat vigtigt at hele talentarbejdet også har en central plads. Bredden og dybden skal gå hånd i hånd.
- Efteruddannelse, nysgerrighed og åbenhed er et vigtigt udgangspunkt for udvikling, både for undervisere og det administrative personale.


