DMKs forperson: “Vi skal sikre en synlig og transparent forening”

Kære medlemmer af DMK

Endnu engang tak for den tillid, I har vist mig ved at vælge mig som forperson for vores fælles forening. De første måneder i rollen har været både spændende og givende.

Vores nye bestyrelse er nu godt konstitueret, og alle medlemmer har budt aktivt ind i arbejdet. En særlig tak skal lyde til de tre interessenter, som nu er en del af bestyrelsesarbejdet – deres bidrag har allerede vist sig værdifulde og har givet os et bredere perspektiv på vores fælles opgaver.

I mine første måneder som forperson har jeg brugt tid på at sætte mig grundigt ind i DMKs organisation og de mange vigtige indsatser, vi arbejder med. Jeg vil her fremhæve tre centrale opgaver, som kræver vores opmærksomhed:

1. Et bæredygtigt pædagogikumforløb

Behovet for kompetenceudvikling i vores sektor er stort, og DMKs pædagogikumforløb har allerede skabt gode resultater. Samtidig er det en ressourcekrævende opgave for foreningen. Bestyrelsen og ledelsen arbejder derfor løbende på at sikre, at forløbet er økonomisk bæredygtigt, så det fortsat kan understøtte vores medlemmer bedst muligt. 
En stor tak til alle, der bidrager til denne indsats – og til medlemmerne for den nødvendige opbakning.

2. Fremtidens lovgivning for musik- og kulturskolerne

En mulig ny lovgivning på vores område er undervejs, og andre aktører har allerede taget de første initiativer. DMK arbejder intenst på at sikre, at vi er godt klædt på til at bidrage, når muligheden opstår. Vi ønsker en bred dialog med jer medlemmer, så vi sammen kan kvalificere og styrke vores sektor gennem en stærk lovgivningsmæssig ramme. Vores strategi “Kunsten som ressource” er et vigtigt afsæt for dette arbejde, med at transformerer musik- og kulturskolesektoren.

3. En stærkere og mere synlig forening
En af mine mærkesager som formand er at sikre en synlig og transparent forening, hvor vi har en tæt dialog med alle landets musik- og kulturskoler samt vores samarbejdspartnere. Vi skal styrke vores fælles stemme, så vi kan stå endnu stærkere sammen i en tid, hvor musik- og kulturskolernes rolle i samfundet er under forandring.

Mit mål er derfor at komme ud og møde så mange af jer som muligt. Lotte Trangbæk og jeg vil meget gerne inviteres på besøg til regionsmøder, så vi sammen kan drøfte muligheder, udfordringer og ønsker for fremtidens musik- og kulturskoler. Vi håber, I har lyst til at tage imod os – lad os finde en passende dato.

Endnu engang tak for jeres store engagement. Jeg ser frem til vores fortsatte samarbejde!

Jens Dammeyer Sørensen, forperson, DMK

Indstilling af kandidat til DMKs bestyrelse 2025

Baggrunden for MÆRKBAR er ønsket om større mangfoldighed i musikalske fællesskaber.

En række undersøgelser (*) har påvist en markant ulighed i adgang til musikalsk udvikling og karriere i Danmark.

Musik- og kulturskolerne er med deres lovfastsatte placering i alle kommuner den største vækstlagsaktør på musikkens område. Sektoren bærer derfor et medansvar for de alvorlige strukturelle udfordringer i musiklivet som nævnt ovenfor. Samtidig giver den centrale placering i fødekæden skolerne en enestående mulighed for, i samarbejde med andre væsentlige aktører, lokalt at skabe de nødvendige strukturelle forandringer for et mere inkluderende og bæredygtigt musikliv.

  • DMK er overordnet programejer.
  • Rytmisk Musikkonservatorium er videnpartner med ansvar for evaluering og kompetencespor.
  • MÆRKBAR har modtaget støtte fra Tuborgfondet.

Kulturens Analyseinstitut har sideløbende med MÆRKBAR programmet, modtaget støtte fra Tuborgfondet til at gennemføre en national kortlægning og fem demokratiske laboratorier, hvor unge og aktører skaber løsninger sammen. Resultaterne samles i et digitalt handlekatalog og formidles til kommuner, institutioner og miljøer, så data bliver til handling. Arbejdet i MÆRKBAR og Kulturens Analyseinstituts kortlægning vil blive koordineret.