Tak for i år: Samarbejde, udvikling og nye initiativer

Lotte logoer - Danske Musik- og Kulturskoler

Kære medlemmer og samarbejdspartnere

Igen i 2025 har musik- og kulturskolerne og det kunstpædagogiske felt – i både Danmark og det nordiske – styrket det tværgående samarbejde, videndeling og den kunstpædagogiske udvikling!

I DMK bliver vi i stadig større grad inviteret ind som part i nye strategiske initiativer eller kontaktet med forespørgsler om at formidle kontakt til diverse udviklingsindsatser i medlemsskoler landet over. I henhold til DMKs strategi 2030 peger det for mig på, at vi sammen, og gennem det daglige arbejde i kommunerne, lykkes med at gøre kunsten til en ressource for den enkelte og for samfundet. De cases, der er kommet ind fra hele landet i forbindelse med KLs kommende debatoplæg til de politiske udvalg, de vidner om et enormt aktivitetsniveau og stor kreativitet i, hvad og hvordan musik- og kulturskolerne bidrager. Personligt glæder jeg mig meget til, at debatoplægget i løbet af foråret 2026 forventes at ligge klar til dialog i de nye politiske udvalg i landets kommuner.

Jeg glæder mig også over, at flere og flere kulturskoler melder sig ind i DMK og ønsker at bidrage til videndelingen, samarbejde og den fælles trækkraft frem mod bedre vilkår for børn og unges kunstneriske udviklings- og deltagelsesmuligheder. Der er behov for at politikerne på Christiansborg vedtager en Kulturskolelov, som giver børn og unge bedre rettigheder for deltagelse og udvikling også gennem de kunstneriske fag. I 2025 har vi som led i dette arbejde udsendt en høring om kulturskolelov. Jeg ved, at der arbejdes aktivt på denne høring i alle de fem regionale musik- og kulturskolesamråd frem mod fristen i marts 2026. Vi er i fuld gang med at planlægge den videre proces og involvering omkring dette arbejde. Så det kommer der mere info om i 2026.

Herunder er i flæng nævnt nogle af DMK-højdepunkterne for 2025:

  • DMK Kulturkonference i Nyborg samlede igen i år mere end 200 deltagere og blev evalueret overvældende positivt. Tak til alle, der bidrog med oplæg, dialog og netværk.
  • MÆRKBAR, der er vores nye nationale program for at skabe flere veje ind i musikken for unge 16–25 år, blev lanceret med Open Call den 5. december. Ansøgningsfristen er 2. marts 2026, og vi glæder os til at modtage stærke, lokalt forankrede projektidéer på tværs af landet.
  • Musiklivets Talentrapport blev udgivet i september og afdækker de udfordringer, der får piger til at vælge andre karriereveje end musikken. DMK deltog i følgegruppen til undersøgelsen, der er udarbejdet af Kulturens Analyseinstitut. Musik- og kulturskoler i hele landet bidrog aktivt til undersøgelsen.
  • NMKU‑værtskabet (Nordisk Musikskole Union) lå i 2025 hos DMK i Danmark. I maj samlede vi derfor nordiske partnere til workshop og konference om Kunsten i nordisk skolekultur – et vigtigt skridt for fælles videndeling og casearbejde på tværs af landene.
  • DMK Pædagogikum blev udrullet nationalt med fire gennemførte hold – et markant kompetenceløft i sektoren, og vi fortsætter i 2026!
  • Rabalder og OrkesterMester  har styrket tværprofessionelt samarbejde og arbejdet med, hvordan musik- og kulturskolerne kan understøtte bred deltagelse i udvikling af kunstneriske færdigheder og kreative fællesskaber. Arbejdet fortsætter i begge programmer for fuld damp i 2026.  
  • ArtGK‑partnerskabet og arbejdet for et Kulturens Team Danmark bidrager til udvikling af fælles retning for talentudvikling i det kunstneriske økosystem – fra bredde til højde.
  • Samarbejde med BUPL om pulje, der muliggør at musik- og kulturskolerne kan understøtte kompetencer til musik- og kunst i bl.a. dagtilbud og sfo’er. 
     

Sammen gør vi en forskel

En stor tak til alle medlemsinstitutioner, ledere, undervisere, elever, forvaltningspartnere, nordiske kolleger, fonde og samarbejdsorganisationer. Jeres indsats og samarbejdet gør en forskel – i praksis, i politik og i børn og unges hverdag. Og ikke mindst stor tak til DMKs bestyrelse for det gode samarbejde.

Vi ses i 2026, hvor vi fortsætter arbejdet for lige adgang til kunstneriske fællesskaber, stærke vækstmiljøer og en national rammesætning, der giver gode vilkår for at børn og unge kan udvikle kulturmuskler. God jul og et rigtig godt nytår!

De bedste hilsner
Lotte Trangbæk
Generalsekretær, DMK

cover jul - Danske Musik- og Kulturskoler
Indstilling af kandidat til DMKs bestyrelse 2025

Baggrunden for MÆRKBAR er ønsket om større mangfoldighed i musikalske fællesskaber.

En række undersøgelser (*) har påvist en markant ulighed i adgang til musikalsk udvikling og karriere i Danmark.

Musik- og kulturskolerne er med deres lovfastsatte placering i alle kommuner den største vækstlagsaktør på musikkens område. Sektoren bærer derfor et medansvar for de alvorlige strukturelle udfordringer i musiklivet som nævnt ovenfor. Samtidig giver den centrale placering i fødekæden skolerne en enestående mulighed for, i samarbejde med andre væsentlige aktører, lokalt at skabe de nødvendige strukturelle forandringer for et mere inkluderende og bæredygtigt musikliv.

  • DMK er overordnet programejer.
  • Rytmisk Musikkonservatorium er videnpartner med ansvar for evaluering og kompetencespor.
  • MÆRKBAR har modtaget støtte fra Tuborgfondet.

Kulturens Analyseinstitut har sideløbende med MÆRKBAR programmet, modtaget støtte fra Tuborgfondet til at gennemføre en national kortlægning og fem demokratiske laboratorier, hvor unge og aktører skaber løsninger sammen. Resultaterne samles i et digitalt handlekatalog og formidles til kommuner, institutioner og miljøer, så data bliver til handling. Arbejdet i MÆRKBAR og Kulturens Analyseinstituts kortlægning vil blive koordineret.