
At være OrkesterMester-lærer er ikke altid nemt, men det er givende, og når det går op i en højere enhed, er det al arbejdet værd.
Tekst: Nanna Frank
”Jeg tænker, at man får øjnene op for den her verden gennem OrkesterMester. Det er bare en oplevelse for livet,” lyder det fra Maria Rosenkilde Qvist, når hun taler om at være en del af OrkesterMester.
For når man som barn pludselig får en cello, en violin eller en trompet i hænderne og bliver bedt om at spille klassisk musik, er det ofte første gang, det sker, og det betyder, at der er meget nyt, der skal læres.
Maria Rosenkilde Qvist underviser i cello på Risingskolen i Odense sammen med Paulina Storbacka, som underviser i violin, og de oplever en enorm begejstring fra eleverne. På skolen underviser de alle elever fra 1. til 5. klasse i OrkesterMester, og det er de to, der står for al undervisningen.
”OrkesterMester er for mange første gang, de stifter bekendtskab med klassisk musik. På den måde er OrkesterMester en stor mulighed for at åbne en ny verden,” fortsætter Paulina Storbacka.
Super fedt kaos at navigere i
De to undervisere ser nemlig, at mange af deres elever ikke er vokset op med klassisk musik og det at spille på instrumenter hjemmefra, og netop derfor mener de, at OrkesterMester er en vigtig del af børnenes skolegang. For eleverne får noget gennem OrkesterMester, som de ikke kan få på skolen ellers.
Det er et super fedt kaos at navigere i, fortæller de to undervisere. Når alle børnene på holdene har hver deres instrument, kan de ikke altid være på alle elever hele tiden. Heldigvis er der en gejst omkring projektet, som gør, at eleverne også selv er gode til at hjælpe hinanden.
De kan nemlig mærke, hvordan mange af eleverne tager undervisningen meget seriøst, og at de både mærker, ser og støtter sig op ad hinanden på mange måder, og man kan mærke, at de garvede elever synes, at det er sjovt at hjælpe de nye i gang.
”Det er selvfølgelig udfordrende at være OrkesterMester-lærer, fordi der er så mange børn, der skal lære så mange instrumenter, men jeg synes også, at det er vildt sjovt, fordi samarbejdet mellem Paulina og mig er så godt. Sådan en undervisningstime går altid hurtigt, og jeg føler altid, at vi har for lidt tid. Men det er virkelig sjovt, og når alt lykkes, og vi spiller sammen, går det op i en højere enhed,” fortæller Maria Rosenkilde Qvist.
”Naturligvis skal eleverne lære at spille på instrumenterne, men det vigtigste for os er, at eleverne synes, at det er sjovt,” fortsætter hun.
Og noget tyder på, at eleverne netop synes, at det er sjovt at være med til OrkesterMester. Forud for årets OrkesterMester-fester, var eleverne nemlig meget optagede af, at de skulle ind og spille med et rigtigt symfoniorkester.
”De ser meget frem til festerne. De spørger ind til t-shirten, og om de må få klistermærker, eller om de må tage slik med i bussen. Det er sådan noget, der fylder meget i deres lille verden – og så ser de frem til en fridag fra skole,” griner Paulina Storbacka.
På Risingskolen i Odense er OrkesterMester en succes, og det er det særligt takket være den måde, lærerne tilgår undervisningen. De oplever, hvordan der er en glæde for musikken, en glæde for også for den klassiske musik og en glæde for at spille sammen og mærke det fællesskab, der opstår, når alle eleverne får lov til at vise, hvad de har lært.
Og for nogle elever betyder den glæde, at OrkesterMester kun er begyndelsen på et liv med et instrument i hånden. Det her Maria Rosenkilde Qvist også oplevet på egen hånd.
”Der er sikkert mange, der ikke ville være kommet til at spille et instrument, men som nu får glæden og interessen gennem OrkesterMester. Jeg har for eksempel overtaget en cello-elev, som siger, at hun er startet på Odense Musikskole, fordi hun nu er for stor til at være med til OrkesterMester på skolen.”
OrkesterMester er støttet af Nordea-fonden, Augustinus Fonden og Kulturministeriet


