Uffe Savery

Kandidat til bestyrelsen i DMK 2024

Indstillet af: Kulturskolen Roskilde, Musikhøjskolen Frederiksberg Musik- og Kulturskole, Faxe Musikskole og Musik- og Billedskolen Lyngby-Taarbæk Kommune

Musiker, producer, rådgiver, foredragsholder ved Safri Duo, selvstændig Savvy Music

Den røde tråd i mit virke tager udgangspunkt i musikkens og kunstens betydning for det at være menneske. Jeg har altid orienteret mig bredt genremæssigt og synes, at inspiration fra forskellige genrer, menneskelige baggrunde og kompetencer, rummer muligheder for noget opbyggeligt.

Mit kunstneriske og ledelsesmæssige virke hviler på tre idealer:

  1. Kunsten at lede, ved at være søgende og at have modet til at gå forrest
  2. At lytte på sådan en måde at andre får lyst til at tale – at tale på sådan en måde at andre får lyst til at lytte.
  3. Sig det du gør – gør det du siger

Min største erfaring fra bestyrelsesarbejde har været som musikchef for symfoniorkestret Copenhagen Phil i samarbejdet med en bredt sammensat bestyrelse fra 2010-2019. Med et politisk udsat symfoniorkester har min gang i Kulturministeriet, Folketingets Kulturudvalg og på Christiansborg givet læring og indsigt i politiske processer. Derudover har jeg bestyrelseserfaring fra bestyrelsesperspektivet, blandt andet som medlem af bestyrelsen for Dansk Danseteater, menigt medlem 2013-2018 og herefter af Kulturministeren udpeget som bestyrelsesleder fra 2018-2023. I dag er jeg medlem af Roskilde Festival Højskoles bestyrelse.

Er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (1985-1992) med både diplomeksamen, musikpædagogisk diplomeksamen og solistklasse. Stiftede i 1988 Safri Duo. Var leder af Pumpehuset 2009-2010, musikchef for Copenhagen Phil 2010-2019 og Rektor for DKDM 2019-2023. I 2023 valgte jeg igen at hellige mig det udøvende og skabende arbejde med musikken, samt at bruge min viden og erfaring indenfor rådgivning, mentorarbejde, foredrag og bestyrelsesarbejde. Jeg underviste fra jeg var 16 til 34 år på skoler, musikskoler, MGK og DKDM frem til år 2000.
Som rektor for DKDM (Det Kongelige Danske Musikkonservatorium) fra 2019-2023, lå det mig meget på sinde at fremme det musikpædagogiske felt og det bæredygtige musikerliv samt at styrke samarbejdet mellem alle 7 kunstuddannelser.

Musikkens og kunstens betydning for det at være menneske, barn, ung som voksen, og musikkens potentiale som en central ressource i samfundet ligger mig meget på sinde. Musikken rummer i dets væsen noget livgivende og opbyggeligt. At opleve børn og unge blive optaget af musikkens væsen, mærke suset fra fællesskabet – at udvikle et kunstnerisk udtryk sammen og blive optaget af processen, er noget af det mest opløftende og inspirerende. Hvis jeg på nogen måde kan bidrage til at fremme børn og unges muligheder for mødet med kunst og musik som en central del af deres opvækst, vil det give meget stor mening.

Min morfar Carl Maria Savery drev i 1920’erne den private musikskole i Horsens, som i 1929 blev Danmarks første folkemusikskole, inspireret af tankerne om folkelig musikudøvelse, som var en stærk bevægelse i Tyskland. Året efter var han med til at stifte Århus Folkemusikskole, og herefter Frederiksberg Folkemusikskole i 1931. På denne måde bidrog han i og for sig til hvad der senere skulle danne grundlaget for musikskoleloven – og forhåbentlig i fremtiden en kulturskolelov. 
Det ligger i mine årer at bidrage til at fremme musikkens betydning, fortælling og position i samfundet og ikke mindst på en måde så flest mulige børn og unge kan få en livslang glæde af mødet med musik og kunst.


Som bestyrelsesmedlem må fokus være på at lytte til ledelsen og alle interessenter tilknyttet DMK, og gennem understøttelse, dialog og sparring, at opnå de bedst mulige resultater til gavn for hele kultur- og musikskolemiljøet. Denne tilgang er for mig en mærkesag.

Blandt mange emner er jeg blandt andet optaget af:

Walk the talk.

Hvad skal der til for at gøre ord til virkelighed, hvad er realistisk, og hvilke handlemuligheder er til stede?
Når der visionært tales om mod og nysgerrighed, hvad indebærer det i handling?
Med den samfundsmæssige udvikling, nye teknologier, vaner og opvækstsvilkår, på hvilke måder kan sektoren bidrage til høj faglig kvalitet, udvikling og nytænkning?
Og ikke mindst – på hvilke måder kommer dette til gavn for vores børn og unge i hele landet?
Dette er vigtige spørgsmål løbende at stille sig selv i udviklingsarbejdet.

Den politiske opbakning, kommunikation og fortællingen omkring sektoren
Der er mange interessenter omkring sektoren, og der er ufattelig mange processer der kan igangsættes. Med et meget stort bjerg at bestige, er det vigtigt også at fokusere på de små bakketoppe og “de små sejre”. Er der lokalmiljøer der kan udvikle og opleve små men vigtige sejre, og hvordan kan denne fortælling udbredes og inspirere interessenter?

Talent- og aktivitetsudvikling
At udvikle rammer for både større bredde og højde i talentarbejdet, bidrager til at skabe synlighed og inspiration i hele sektoren.
Der skal brainstormes på aktivitetsmulighederne for at udfolde mulighedsrummet for tilstedeværelsen af musik og kunst i børns opvækst.
Computer, sampler og mobiltelefon er blevet til et instrument, og bør anskues som sådan. Dette åbner mulighederne for nye undervisningstilbud og aktiviteter.

Foto: Camilla Bjørvig

Dage
Timer
Minutter

DMK Generalforsamling
19. november 2024 kl. 16.15

Bestyrelsesmedlemmer valgt i regionerne:

REGION NORDJYLLAND

Thomas Albæk Jakobsen,
musikskoleleder, Frederikshavn Kommune

* Thomas Albæk Jakobsen stiller op til valg til DMKs forperson. Opnår Thomas Albæk Jakobsen valg, indtræder Jan Jacobsen, leder Aalborg Kulturskole, som medlem af DMKs bestyrelse valgt ind af Region Nordjylland.

Jan Jacobsen (suppleant),
musikskoleleder, Aalborg Kulturskole

REGION SYDDANMARK

Maibrit Baagøe Schmidt,
souschef, Odense Musikskole

REGION SJÆLLAND

Mette Fiirgaard Schneefeldt,
leder, Greve Kultur-Base

REGION HOVEDSTADEN

Torben Puggaard,
leder, Helsingør Musikskole

REGION MIDTJYLLAND

Thomas Larsen Späth,
leder, Horsens Musik- og Balletskole

Generalsekretæren deltager i bestyrelsesmøder, forretningsudvalgsmøder og øvrige udvalg uden stemmeret.

Mini-survey