Jens Dammeyer Sørensen

Kandidat til formandsposten i DMK 2024

Indstillet af: Aarhus Musikskole, Helsingør Musikskole, Varde Musik- og Billedskole, Kulturskolen Viborg, Herning Musikskole, Holbæk Kulturskole, Holstebro Musikskole

Musikskoleleder,Holstebro Musikskole

Jeg hedder Jens Dammeyer Sørensen, er 56 år, bosat i Asp i Struer Kommune, gift med Birgitte og har tre voksne børn. Jeg er uddannet som almen musikpædagog (AM) fra Det Jyske Musikkonservatorium med rytmisk klaver som hovedinstrument og færdiggjorde min uddannelse i 1997. Jeg arbejdede i 13 år som musiklærer på Hardsyssel Efterskole, hvor jeg fik værdifuld erfaring med at undervise unge i et kreativt miljø. Senere blev jeg leder af Lemvig Musikskole, hvor jeg i seks år integrerede skolen i den kommunale struktur og flyttede den til en ny, renoveret bygning, hvilket styrkede skolens synlighed.

I de seneste otte år har jeg været leder af Holstebro Musikskole og MGK MidtVest. Her står vi over for store forandringer, som kræver nye opgaveløsninger for at sikre breddeindsatser og lige adgang for alle borgere. Vi fokuserer på samarbejdet med folkeskoler, plejehjem og sundhedssektoren, samtidig med at vi skaber stærke musikalske fællesskaber gennem innovative formater. Vores seneste visioner tager afsæt i FN’s verdensmål og Børnekonventionen.

Som forperson for MGK Danmark har jeg arbejdet i vores MGK-samråd for at styrke talentudviklingen på højeste niveau. Mit fokus er på overflytning til Kulturministeriets departement og samarbejde med ArtGK Hub under DMK for at styrke de kunstneriske grundkurser. Jeg har også faciliteret en temadag med rektorerne på musikkonservatorierne for at udvikle den samlede uddannelsessektor.

Jeg har også være bestyrelsesmedlem i DMKL, forløberen for DMK og var repræsentant i Damusa, hvor jeg bidrog til grundlaget for sammenlægningen af de to foreninger.

Jeg har desuden opnået bred erfaring som leder og bestyrelsesrepræsentant for nationale og regionale musik- og talentudviklingsinitiativer:

OrkesterEfterskolen, hvor jeg arbejder for at fremme interessen for orkestermusik og i øvrigt repræsenterer DMK i bestyrelsesarbejdet.

Orkester MidtVest, hvor jeg som formand arbejder på at skabe muligheder for vores klassiske MGK-elever, og i samarbejde med Kulturskolen Viborg driver ungdomsorkestret MiVU.

DUEN, Danmarks Ungdomsensemble, hvor jeg repræsenterer den jyske stemme i nationale, samarbejder og talentudvikling

Dansk Talentakademi, hvor jeg som bestyrelsesmedlem medvirker til udviklingen af unge talenter i et kunstnerisk campusmiljø.

Vestforsyning Initiativpulje, hvor jeg som medlem af styregruppen for puljen, blandt andet er med til at understøtte kulturinitiativer og fremme talentudviklingen i Holstebro Kommune.

Jeg stiller op som forperson til DMK, fordi jeg har den nødvendige erfaring, indsigt og evne til at løfte denne vigtige opgave. Det er afgørende for mig at betone det ansvar, der ligger i at lede en bestyrelse, hvor alle musik- og kulturskoler er repræsenteret gennem regionerne og også andre interessenter er repræsenteret. Jeg glæder mig generelt over medlemsudvidelsen, som virker så meningsfuld. Som forperson vil jeg have fokus på medlemmernes fælles indsatser, strategier og handlinger gennem et transparent og klart bestyrelsesarbejde.

Mit mål som forperson er at sikre, at alle foreningens medlemmer, herunder musik- og kulturskolerne, føler et stærkt ejerskab af foreningen. Som bestyrelsesleder vil jeg fremme en kultur, hvor bestyrelsen bliver lyttet til, og hvor forskellighederne mellem DMK’s medlemmer ses som en styrke, der bidrager til en fælles, national stemme. Ved at samle og dele viden kan vi løfte de udfordringer, der påvirker os alle og omsætte dem til en fælles indsats og bæredygtige løsninger. DMK skal være et samlende fællesskab for alle, så vi sammen kan skabe en stærk fremtid med en tydelig samfundsmæssig relevans for vores kunst- og musiktilbud.

Som leder af MGK MidtVest og forperson for MGK Danmark har jeg stor indsigt og erfaring med talentarbejde på højeste eliteniveau. At balancere breddearbejde og eliteudvikling i samme organisation er udfordrende, men jeg mener, at vi skal sikre hele bredden, hvor trivsel og fællesskaber er i fokus og bidrager positivt til samfundet. Jeg vil arbejde for at fremme talenter, der drømmer om en profession inden for kunsten, og skabe et robust økosystem, der omfavner både bredde og elite.

Min erfaring som leder af Holstebro Musikskole giver mig et skarpt blik for de udfordringer, mange ledelser står over for i hele landet. Denne viden er værdifuld i foreningsarbejdet. Jeg respekterer de forskellige rammer, vores skoler arbejder under, da vores fælles mål er at nå så mange børn og unge som muligt med kunstpædagogiske tilbud. DMK skal fortsat arbejde for at skabe de bedste vilkår og rammer for vores område, og jeg vil styrke samarbejder og partnerskaber på tværs af kunstarter.

Min lyttende og nysgerrige ledelsesstil bygger på respekt for alle aktører og troen på, at vi sammen kan skabe betydningsfulde resultater til gavn for alle musik- og kulturskoler.

Som forperson vil jeg arbejde for:

Styrkelse af fællesskab og ejerskab

  • Ved at fremme en kultur, der bygger på lydhørhed og samarbejde, hvor vi samler medlemmerne om en fælles retning, samtidig med at vi bevarer et stærkt nationalt perspektiv. Gennemsigtighed og klarhed skal præge alle aspekter af vores organisation, så vi skaber en tydelig og åben platform, hvor alle medlemmer føler sig set og hørt.
  • Ved at anerkende forskellighederne i institutionerne som en styrke, ikke en hindring.


Samarbejde og partnerskaber

  • Ved at styrke samarbejdet mellem musik- og kulturskoler og folkeskoler.
  • Ved at udvikle stærke partnerskaber på tværs af kunstarter, uddannelser og sektorer.
  • Ved at se DMK som en samlende faktor og et talerør for hele det kunstpædagogiske felt.


Fokus på samfundsmæssig værdi

  • Ved at sætte fokus på musik- og kulturskolernes bidrag til trivsel og meningsfuldt fritidsliv.
  • Ved at vise, hvordan vi kan fremme samfundsværdier gennem vores kunstpædagogiske tilbud.
  • Ved at arbejde aktivt for at fremme diversitet og inklusion i hele vores sektor.
  • Ved at arbejde for, at DMK skaber de bedste vilkår og rammer for alle medlemmer.


Synliggørelse i offentlig debat

  • Ved at arbejde for en tydeligere og mere markant stemme for medlemmerne i den offentlige debat.
  • Ved at sætte fokus på samfundsmæssigt relevante emner og udfordringer for sektoren.
  • Ved at sikre, at DMK er anerkendt som en vigtig aktør i udviklingen af kunstpædagogisk undervisning og aktiviteter.


Kulturskolelovgivning

  • Ved at arbejde aktivt for at fremme og støtte op om den kommende kulturskolelov, der skal styrke kulturskolernes rolle i samfundet.


Øget Refusion

  • Ved at arbejde for at sikre større refusion til musik- og kulturskolerne, så de bedre kan imødekomme borgernes behov og forventninger.


Talentudvikling

  • Ved at sikre en balance mellem breddearbejde og eliteudvikling i musik- og kulturskolerne.
  • Ved at understøtte udviklingen af talenter, der drømmer om en professionel karriere inden for kunst.
  • Ved at fremme værdier som trivsel og fællesskaber i hele vores breddearbejde.


Vidensdeling og kompetenceudvikling

  • Ved skabe effektive modeller for vidensdeling, for at tackle fælles udfordringer.
  • Ved arbejde for at sikre relevant kompetenceudvikling for vores ansatte.
  • Ved at udnytte fælles erfaringer, for at styrke foreningsarbejdet.
  • Ved at udvikle et stærkt økosystem for både bredde og elite gennem samarbejde med videregående kunstuddannelser.
Dage
Timer
Minutter

DMK Generalforsamling
19. november 2024 kl. 16.15

Bestyrelsesmedlemmer valgt i regionerne:

REGION NORDJYLLAND

Thomas Albæk Jakobsen,
musikskoleleder, Frederikshavn Kommune

* Thomas Albæk Jakobsen stiller op til valg til DMKs forperson. Opnår Thomas Albæk Jakobsen valg, indtræder Jan Jacobsen, leder Aalborg Kulturskole, som medlem af DMKs bestyrelse valgt ind af Region Nordjylland.

Jan Jacobsen (suppleant),
musikskoleleder, Aalborg Kulturskole

REGION SYDDANMARK

Maibrit Baagøe Schmidt,
souschef, Odense Musikskole

REGION SJÆLLAND

Mette Fiirgaard Schneefeldt,
leder, Greve Kultur-Base

REGION HOVEDSTADEN

Torben Puggaard,
leder, Helsingør Musikskole

REGION MIDTJYLLAND

Thomas Larsen Späth,
leder, Horsens Musik- og Balletskole

Generalsekretæren deltager i bestyrelsesmøder, forretningsudvalgsmøder og øvrige udvalg uden stemmeret.

Mini-survey