En kulturskolelov skal sikre, at undervisning i kunstfag bliver tilgængelig i alle landets kommuner, skriver Johan Brødsgaard, Lotte Trangbæk & Thomas Winther.
Af Lotte Trangbæk, generalsekretær, DMK
Thomas Winther, formand, DMK, leder, Køge musikskole og MGK Sjælland og
Johan Brødsgaard, 1. viceborgmester i Silkeborg (R), formand for Kultur, Erhverv og Plan, KL
I Danmark har vi en lov om musikskoler, der sikrer børn og unge mulighed for at udvikle deres musikalitet og for at etablere sociale fællesskaber med udgangspunkt i musikken. Lovgivningen sikrer, at disse muligheder er til stede i alle landets kommuner.
Men lovgivningsmæssigt gør vi ikke de øvrige kunstarter tilgængelige for børn og unge. Vi har brug for en Kulturskolelov for at sikre, at undervisning i flere kunstfag bliver tilgængelig i alle kommuner. Det vil sikre diversitet og ligestilling mellem genrer og udtryksformer, så alle får tilbud, der engagerer.
Fraværet af en kulturskolelov betyder, at vi underprioriterer børns kunstneriske deltagelse og udfoldelse i kunstarterne, og at der skabes geografisk ulighed. Vi mister udvikling og oplevelse af fælles kulturarv og de fællesskaber, sprog og arenaer, som kunsten giver adgang til. Vi bliver kulturelt og uddannelsesmæssigt fattigere!
Fra hjerneforskning, pædagogisk og humanistisk forskning er der evidens for, at kunstnerisk udfoldelse, deltagelse og læring er betydningsfuld for menneskers trivsel, adgang til verden og for vores motoriske, kognitive, følelses- og dannelsesmæssige udvikling. Deltagelse og oplevelse af kunst giver bedre livskvalitet for mennesker – især for børn og unge.
FN’s børnekonvention artikel 31 definerer deltagelse i kulturelle og kunstneriske fritidsaktiviteter som en rettighed for børn.
Lovgivning betyder prioritering
Lovgivningen betyder, at musikskolerne er én af de få kommunale skal-opgaver på kulturområdet. Alle kommuner skal via musikskolerne tilbyde børn og unge musikundervisning.
Ifølge Musikloven kan det statslige tilskud til musikskolen udgøre 25 procent af udgifterne til lærerlønnen. Men siden 1994 har det statslige tilskud været faldende og udgør i dag kun omkring 12 procent.
Det er således kommunerne, der står for langt størstedelen af finansieringen af musikskolerne. Og kommunerne prioriterer området.
Kommunerne prioriterer også i stort og stigende omfang at tilbyde andre kunstneriske fritidsaktiviteter for børn og unge til trods for stram økonomi, manglende lovgivning og statslig prioritering af området.
Landsorganisationen af Danske Musik- og Kulturskoler (DMK) gennemførte i 2022 en undersøgelse blandt sine medlemmer i alle landets 98 kommuner, om hvilke andre kunstfag end musik, skolerne udbyder.
Undersøgelsen viste, at mere end halvdelen af landets musikskoler er kulturskoler, der har aktiviteter og fag indenfor blandt andet drama, billedkunst, dans, film, skrivekunst.
Splittelse i A- og B-hold på vej
Det undersøgelsen ikke viser er, at kommunerne også gennem andre institutioner som for eksempel billedskoler på museer og dramaundervisning på lokale teatre understøtter, at børn og unge har et aktivt fritidsliv med kunstnerisk udfoldelse. Med vores kendskab til det kommunale landskab støtter formentlig alle landets kommuner andre kunstfag end musik.
Men det er tydeligt, at kommunerne har vidt forskellige økonomiske, geografiske og demografiske vilkår for at tilbyde børn og unge kunstneriske fritidsrum, fællesskaber og udviklingsmuligheder.
Rapporter om musikundervisningen i Danmark har de seneste år peget på, at der er ved at udvikle sig et A- og B-hold, hvad angår børn og unges læring og udfoldelse med musik. Der er indikationer for de samme tendenser for en række af de øvrige kunstfag.
Alene derfor, er der behov for at politikerne på Christiansborg vedtager en kulturskolelov, hvor staten yder refusion til flere kunstarter end musik. Og ikke mindst er der behov for at kigge på, om statens refusion ikke i det hele taget bør bidrage med de mulige 25 procent. Statens bidrag betyder noget – både økonomisk og politisk.
Hastighed og effektivisering
Kultur, herunder børn og unges aktive kunstneriske udfoldelsesmuligheder, er ikke velfærdssamfundets flødeskum. For at blive i billedsproget er det i højere grad at betragte som den fælles makronbund, vi står på.
Men kultur er skrøbelig og udfordres i disse år af stigende krav til hastighed og effektivisering, af kunstig intelligens og af fragmentering og polarisering.
Mange moderne mennesker – ikke mindst børn og unge – oplever stress, mistrivsel, ensomhed og dekobling fra samfundet og fællesskaberne.
Undersøgelse på undersøgelse har de seneste år påvist fald i børn og unges trivsel og fald i den læring, eleverne opnår gennem folkeskolen.
Mere end hver femte elev kommer ud af folkeskolen uden basale læse- og skrivefærdigheder. Over halvdelen af de 16-24årige kvinder oplever at være stressede og hver fjerde unge kvinde har tegn på ensomhed mod 12 procent blandt danskerne generelt.
Øvebaner for fællesskab
Et skud kultur løser ingenlunde alene disse komplekse problemstillinger. Men en kulturskolelovgivning bør være et element i en ambitiøs politisk tilgang til løsning af disse problemer.
For kunsten og de kunstneriske fag bidrager udover den åbenlyse kulturelle eller æstetiske oplevelse også med evnen for den enkelte til fordybelse, selvforglemmelse – øvebaner for sansning og fællesskab.
Det kræver professionel og dedikeret faglighed samt tværprofessionelt og tværinstitutionelt samarbejde i kommunerne at give børn og unge adgang til disse arenaer. Og ikke mindst kræver det, at børn og familier, uagtet geografi og økonomiske forudsætninger, oplever tilbuddene som relevante og tilgængelige.
Den udvikling vil en kulturskolelov kunne understøtte. Det handler om at komme i gang. Vi har meget at vinde.
