
Kære medlemmer af Danske Musik- og Kulturskoler
Julen nærmer sig, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende en stor tak for den tillid, I har vist mig ved valget på generalforsamlingen. Det var en overvældende og betydningsfuld oplevelse, og jeg ser med glæde og ydmyghed frem til at løfte opgaven som jeres forperson.
Bestyrelsen har nu holdt sit første konstituerende møde, og jeg oplever en yderst kompetent sammensætning, hvor både erfaring og nye perspektiver er repræsenteret. Særligt vil jeg byde velkommen til de nye medlemmer i bestyrelsen – det er virkelig meningsfuldt, at vi sammen repræsenterer bredden og mangfoldigheden af musik- og kulturskolerne på tværs af landet.
Vi står i en spændende tid for vores skoler, præget af forandringer og nødvendige tilpasninger. Lokalt arbejder vi målrettet på at nå flere børn, unge og voksne gennem vores undervisning og aktiviteter. Musik- og kulturskolerne tilfører stor værdi i kommunerne, og vi har en fælles opgave i at synliggøre den betydning, vores kunstpædagogiske arbejde har – både lokalt, regionalt og nationalt.
Som bestyrelse bærer vi et stort ansvar og mandat for at fremme og understøtte hele sektoren. Jeg ser frem til, at vi sammen sætter en dagsorden, hvor vi sikrer relevans og betydning for alle medlemmer af DMK. Det er i fællesskab, vi kan løfte opgaven og skabe varig værdi for vores musik- og kulturskoler.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår. Jeg glæder mig til det nye år og til det fortsatte samarbejde om vores fælles visioner og mål.
Venlig hilsen
