Der var både smil, energi og blæs i instrumenterne, da børn fra Rabalder-projektet Børn Blæser i Sæby fra Frederikshavn Kommune den 27. marts optrådte til Børne- og Kulturchefforeningens regionsmøde i Aalborg.
Tidligt om morgenen satte børnene sig i bussen fra Sæby mod KaffeFair i Aalborg – klar til at give et musikalsk indslag, der satte tonen inden Børne- og Kulturcheferne fra Region Nordjylland påbegyndte deres møde.
På scenen stod børnene med synlig spilleglæde og fællesskab i blikket. Optrædenen blev et levende billede på, hvad Rabalder handler om: at skabe kunstneriske fællesskaber, hvor børn mødes om musikken og oplever, hvad der kan opstå, når kreativitet og fællesskab får plads i fritiden.
Rabalder er et program under DMK – støttet af Nordeafonden – som kun har eksisteret siden i sommer. I Rabalder samarbejder lokale musik- og kulturskoler og SFO’er i 25 kommuner om at gøre kunstneriske aktiviteter til en aktiv del af børns fritidsliv. I Sæby arbejder Sæby Skoles SFO og den lokale musik- og kulturskole sammen om projektet Børn Blæser i Sæby, hvor et børneblæseorkester danner rammen om et forpligtende fællesskab gennem musikken.
Optrædenen i Aalborg viste med al tydelighed, hvad der kan ske, når børn får mulighed for at mødes i kreative fællesskaber, og hvordan musik kan samle både børn og voksne om en fælles oplevelse.


