DMKs Kulturskoleundersøgelse 2026 giver et aktuelt og nuanceret indblik i, hvordan vores medlemsskoler arbejder i dag – og ikke mindst hvilke muligheder og udfordringer der præger arbejdet med kunst og kultur for børn og unge i kommunerne.
Undersøgelsen er gennemført i februar 2026 og har haft en meget høj deltagelse. 97 ud af 104 medlemsskoler har svaret. Det er en stærk opbakning, som giver et solidt og repræsentativt datagrundlag for DMKs videre politiske arbejde. En stor tak til alle jer, der har prioriteret at deltage og dele jeres viden og erfaringer.
Flere kunstfag og mange samarbejder
Undersøgelsen viser, at DMKs medlemsskoler i stigende grad arbejder som brede kulturinstitutioner. Ud over musik tilbyder mange skoler også billedkunst, teater/drama, dans, musical, skrivning, film, animation og andre kunstfag. Over halvdelen af de skoler, der har svaret, definerer sig i dag som egentlige kulturskoler med flere kunstarter samlet i én organisation.
Samtidig peger undersøgelsen på, at medlemsskolerne samarbejder bredt i kommunerne. Langt de fleste samarbejder med folkeskoler og dagtilbud, og mange indgår også i samarbejder med SFO’er, ungdomsskoler, kulturinstitutioner, foreninger, spillesteder og festivaler. Flere skoler samarbejder desuden med velfærdsområder som sundhed, ældreområdet og – i enkelte tilfælde – psykiatrien.
Potentiale – og tydelige udfordringer
Et gennemgående tema i undersøgelsen er potentialet for at nå endnu flere børn og unge gennem samarbejder, særligt med dagtilbud, skoler og fritids- og kulturinstitutioner. Mange steder er efterspørgslen stor, og flere skoler melder om ventelister.
Samtidig peger medlemsskolerne på fire centrale udfordringer:
- begrænsede økonomiske rammer
- behov for flere kompetencer og kompetenceudvikling
- manglende eller vanskelige samarbejdsrammer
- udfordringer i arbejdet med talentudvikling
Resultaterne fra Kulturskoleundersøgelsen 2026 bliver et vigtigt bidrag i dialogen om kulturskolernes rolle – både i forbindelse med arbejdet for en kulturskolelov og i DMKs fortsatte politiske og strategiske indsats.
Endnu en gang tak for den store opbakning og de mange kvalificerede bidrag. De gør en reel forskel.


