
På Sønderlandsskolen i Holstebro spiller 132 elever sammen hver uge i OrkesterMester.
Tekst: Nanna Frank
Hvis du nogensinde har undret dig over, hvor Danmarks største skoleorkester befinder sig, er svaret, at du finder det på Sønderlandsskolen i Holstebro.
Hver uge samler de nemlig 132 elever til OrkesterMester, hvor alle eleverne fra mellemtrinnet sidder samlet i skolens sal og øver sig på at spille sammen.
Selv om skolen i mange år har haft en musikprofil med et højt musikfagligt niveau og et stort musikmiljø med mange muligheder for at tilvælge ekstra musik, valgte de i august 2024 at blive en del af OrkesterMester for at styrke undervisningen og give den en fælles retning på mellemtrinnet. Efter at have samarbejdet med i Holstebro Musikskole i en del år, var OrkesterMester den helt rigtige overbygning for dem.
”Der har spredt sig en positiv energi omkring projektet, og vi har alle elever med. Der er ikke nogen, der ikke kan være med i fællesskabet. Det lykkes virkelig godt at have alle med. Når vi underviser, har vi et setup med lidt ekstra folk, hvor der både er pædagoger og AKT-lærere (Adfærd, Kontakt og Trivsel) med i teamet,” forklarer Rasmus Højlund Sørensen, der er skoleleder på Sønderlandsskolen.
Under paraplyen af OrkesterMester spiller eleverne otte forskellige instrumenter: violin, cello, kontrabas, klarinet, obo, tværfløjte, trombone og kornet.
”Som udgangspunkt synes de fleste, at det er virkelig spændende og lidt sejt. Udover tre af skolens musiklærere, er der otte musikskolelærere med i projektet på hvert sit instrument,” lyder det fra Peter Lund Koefoed, der er lærer på Sønderlandsskolen og tovholder for OrkesterMester.
Helt generelt ser skolen det som en styrke for eleverne, at alle elever på Sønderlandsskolen på et tidspunkt i deres skolegang har haft et instrument i hænderne. Det betyder også, at når der er koncerter, er der en respekt fra de ældre elever, fordi de selv har siddet i samme situation før.
”Jeg synes, at alle elever går ind i det her projekt med en nysgerrighed og interesse,” slår Rasmus Højlund Sørensen fast.
Samarbejde giver synergieffekt
Samarbejdet mellem Holstebro Musikskole og lærerne på Sønderlandsskolen det vigtigste for at få OrkesterMester til at fungere på skolen.
”Det er helt klart en fordel for skolelærerne, at vi kommer som fagprofessionelle og kan undervise både vores kollegaer på skolen og eleverne,” siger Margit Kloster, som er koordinator og musiklærer på Holstebro Musikskole.
”Der er en synergieffekt, hvor to plus to giver fem. Jeg kan mærke, at OrkesterMester højner kvaliteten af musikundervisningen, fordi skolelærerne kan noget, musiklærerne ikke kan og omvendt. Det bedste ved et samarbejde er, at man kan komplementere hinanden på den måde og sammen kan det gå op i en højere enhed,” tilføjer Rasmus Højlund Sørensen.
Det kræver nemlig samarbejde både internt i lærerstaben og mellem eleverne at få OrkesterMester-undervisningen med 132 elever til at blive til en succes.
”At få alle ind i multisalen, få dem til at sidde på en stol foran et nodestativ og få pakket instrumentet ud er jo en præstation i sig selv, så der er blevet arbejdet rigtig meget med det logistiske og med planlægningen. Det arbejde lønner sig, fordi det rent faktisk fungerer,” forklarer Peter Lund Koefoed.
De peger alle tre på, at det også handler om, at fordi skolen har fokuseret på musikundervisning i så mange år, så er det hele blevet nemmere med årene. De er gode til at evaluere både på undervisningen og samarbejdet mellem skolen og musikskolen, og det er en vigtig del af, hvorfor OrkesterMester lykkes på skolen.
Samtidig sørger de for at give eleverne ansvar. Der er for eksempel en koncertmester, som man også har i de professionelle orkestre. Når eleverne får ekstra roller på den måde og en form for hjælpelærerrolle, ser de, at de virkelig lever op til det ansvar.
”Når vi stiller op med 132 børn i orkestret, så kører det hele meget på fællesskab, og at alle hjælper alle. Alle har hver deres faste plads og en klasse ad gangen skiftes til at sætte stolene op og rydde op igen. Det handler om at give dem noget medansvar i forløbet,” slår Rasmus Højlund Sørensen fast.
Og så handler det om at lære, at man kun bliver bedre, hvis man øver sig. Der er blevet delt smil blandt lærerne, når eleverne ikke forstår, at de ikke bare kan tage instrumentet op og brillere på i det fra starten. Det er hård læring, men det er vigtig læring.
”Jeg plejer at sige, at det er det samme, som da de skulle lære at cykle. Her skal man også øve sig – og den sammenligning forstår de, og så øver de sig på instrumenterne,” siger Peter Lund Koefoed.
OrkesterMester er støttet af Nordea-fonden, Augustinus Fonden og Kulturministeriet


