Kandidat til bestyrelsen i DMK 2024
Indstiillet af: Vejen Musikskole
Om kandidaten
TITEL: Lærer
Jeg plejer at sige, at jeg går på tre ben: Et udviklende ben, et musikben og et trivselsben.
Jeg er uddannet lærer fra 2003 med fire linjefag – herunder musik. Fra 2019-2021 tog jeg en master i positiv psykolog. Til dagligt arbejder jeg på en folkeskole og hver dag sætter min viden – både den tavse, den erfaringsbaserede og den videnskabeligt funderede i spil – så mine elever kan blomstre og udvikle sig.
Jeg har i lidt over et års tid haft mit eget firma, hvor jeg underviser og arbejder med nyuddannede lærere, private virksomheder og kolleger i den danske folkeskole. Seneste projekt er min kommende bog – målrettet trivsel og tryghed i den danske folkeskole.
Min erfaring med bestyrelsesarbejde spænder bredt over de sidste 20 år. Alt fra involvering i det lokale foreningsliv, div. forældreråd, skolebestyrelse, efterskolebestyrelse, lokalråd og musikskolerådet i Vejen. Jeg er bevidst om det værdifulde i at være flere sammen om en opgave, for derved sikres det bedste og mest gennemtænkte resultat. I 2018 blev jeg kåret som årets blæksprutte i Andst. En ærefuld titel som jeg er meget taknemmelig og stolt over.
Jeg har været med til at udvikle vores lokale børnecenter fra tegninger til færdig bygning med værdier og principsamling. Jeg har i lokalrådet været med til at sætte fokus på at søsætte nye fællesskabende aktiviteter, den grønne omstilling og har også arbejdet for at politikkerne holder fokus på de små lokalsamfund. I 2023 vandt vores landsby titlen som Årets Landsby i Vejen Kommune på baggrund af lokalrådets gode arbejde.
I musikskolen har jeg været engageret i udviklende projektet der bl.a. involverede lokale musikalske fællesskaber, Vejen Garden og musikskolens elever og lærere. P.t. er jeg ved at opstarte et netværk for (på sigt) alle musiklærere i Vejen Kommunen. Det være sig lærere fra musikskolen, folkeskoler, friskoler, efterskoler – ja, alle!
Altid har jeg udvikling for øje. Jeg stortrives i samarbejde med andre og min hjerne ser altid muligheder og er fuld af ideer. Jeg er af natur et positivt, imødekommende og involverende menneske, som har et energifyldt drive, en nysgerrig tilgang til andre og vores fælles tredje. Jeg er meget bevidst om egne kompetencer og blinde vinkler.
Mit hjerte brænder for menneskers trivsel og udvikling.
Derfor stiller jeg op til bestyrelsen i DMK
Jeg motiveres af mening og motiveres af at skabe mening – for andre.
Jeg står selv midt på den brændende platform. Dagligt mærker jeg musikkens magi, når jeg spiller til morgensang og har musik med børnene på min folkeskole. Det giver mening!
Samtidig mærker jeg konsekvenserne af de sidste mange, mange års nedprioriteringer af de kunstneriske og kulturelle fag i folkeskolen – og konsekvenserne af Corona-tiden. Børn som er utrygge ved at synge med, børn som er udfordret med at mærke og sætte ord på sig selv.
Jeg oplever på tætteste hold, hvordan musik, kunst og kultur helt naturligt skaber glæde, nysgerrighed, nye fællesskaber, trivsel og en lyst til at lege og eksperimentere. Jeg oplever mening!
Jeg ser, hvordan børnene bliver ligeværdige, når magien udspiller sig. Uanset, om du kan tale dansk, om du har forkundskaber eller hvilken social status du har – så er du ligeværdig med de andre, når du udfolder dig via musik, kunst eller kultur. Det giver mening!
Med den viden der foreligger, er det selvsagt at gevinsten ved at styrke indsatsens og gøre mere – kun bringer mere godt med sig:
Musik, kunst og kultur bidrager til integration og inklusion
Musik, kunst og kultur fordrer fordybelse og nærvær
Musik, kunst og kultur udtrykker og skaber følelser
Musik, kunst og kultur er kommunikation
Jeg ved det, jeg ser det, jeg skaber det, jeg ønsker at være med til at sprede det ud til flere. Det skal give mening!
DMKs strategi for 2030, Kunsten som ressource, giver et billede af en organisation som arbejder for at styrke både individet og også samfundet. Begge dele er en del af hinanden og styrker vi det ene, styrker vi også det andet. Den beskriver udfordringer og samfundstendenser, som har konsekvenser for begges trivsel og udvikling.
Kunsten som ressource beskriver i sin strategi hvordan der i nær fremtid skal arbejdes for indsatser for at styrke kunst, kultur og musik så den enkelte borger stimuleres til trivsel. Dette gøres med et nationalt blik, et blik indad i organisationen, et blik for skabelse af muligheder for hver enkelt borger og et blik for talentudvikling. Med denne bredde er grundlaget for at videreføre den positive udvikling tilrettelagt. Det giver mening og det vil jeg være med til!
Jeg er vild med narrativet: Kunsten som ressource. Det giver i den grad mening. Lad os sprede budskabet – det er min overbevisning at så kommer virkeligheden med tiden til at leve op til sandheden.
Mine mærkesager
Er musik, kunst og kultur kun for de rige? Tja…?! Eller nej…?
Jeg er selv vokset op i Ballerup – en stor by, og har levet og oplevet de fordele og ulemper, der er ved det. Jeg kunne gå eller cykle til mine fritidsaktiviteter. Jeg bor og arbejder nu i en landdistriktskommune og lever den virkelighed, som børn, unge og familier er i her.
Når vi ønsker at skabe et Danmark hvor kunst, kultur og musik reelt skal være for alle – også dem, som er bosat på landet ja, så er der områder, der skal arbejdes med – med opbakning fra politisk hånd. Landdistriktskommunerne er udfordret på flere områder: logistik er et stort et af dem… og så er der det økonomiske perspektiv… Musik og kulturskolerne kæmper mod det store frivillige foreningsliv. Hvordan argumenterer man for, at det skal koste dobbelt så meget at gå klaver som til karate? Når det så tilmed, rent transportmæssigt, er en udfordring at komme afsted til?
Så er det kun de familier, der i forvejen er noget ved musikken, som prioriterer det i hverdagen. Det skal vi have lavet om på!
I et samarbejde med de andre kompetente personer i DMKs bestyrelse ønsker jeg at udleve min motivation om at skabe mening. Skabe mening for de folk, som skal lytte og være en del af samarbejdet med DMK – for at DMK kommer videre med sin strategi og de 4 temaer.
Jeg brænder for udviklingsarbejde.
Jeg brænder for børn og unges trivsel.
Jeg brænder for musik, kultur og kunst – og alt det positive som det tilfører menneskets dannelse
Jeg brænder for at gøre en forskel
Jeg har en bred viden om børn, unge, udvikling, trivsel, kunst, kultur, musiske fællesskaber og bestyrelsesarbejde. Jeg står selv, til daglig, lige midt i praktikken – samtidig med, at jeg sagtens kan hæve mig op i meta og se tingene fra en mere teoretisk tilgang. Mit liv i en landdistriktskommune og erfaring med selv at skulle have børn til fritidsaktiviteter tidligt om eftermiddagen – står klart i erindringen. Jeg er dygtig til både samarbejde og kommunikation og arbejder løsningsorienteret. Det vil være min brede viden, erfaringer og kompetencer jeg sætter i spil og bidrager med i udlevelsen af DMKs strategi – så der kan tages højde for og favne den virkelighed der reelt er rundt om i Danmark.
Kunsten er ressourcefuld. Lad os få skabt mening så langt flere forstår, oplever og mærker kunsten som ressource – for det er det den er – og det er det, der skal til!