‘Børnekultur i Danmark’ har nu sin egen plads på nettet. Bornekultur.dk præsenterer hele historien og mere til. Om hvordan voksnes børnekultur blev til kultur for, med og af børn.
I foråret 2021 udkom værket ’Børnekultur i Danmark 1945 – 2020’ – en historisk gennemgang af dansk børnekultur fra den spæde begyndelse i efterkrigsårene og frem til nu i en digital tidsalder.
Bogen var den første til at give et samlet historisk overblik over børnekulturområdet og dets udvikling fra forsøgsstadie på ildsjæleniveau til et mere professionelt forankret kulturområde
Nu har bogen fået sin egen hjemmeside, bornekultur.dk, hvor alle interesserede kan finde kapitler og afsnit samlet et sted. Her kan de både læses, downloades og printes, vel at mærke helt gratis. Alle tekster er skrevet af eksperter og fagfolk med baggrund i den akademiske, organisatoriske og praktiske verden. Krydret med udførlige litteraturlister, kildehenvisninger og anmeldelser.
Nyheder og ny viden til alle
Udover alle bogens tekster indeholder hjemmesiden desuden en underside med ’Ny viden’, hvor forskning, undersøgelser og statistisk fra det seneste årti præsenteres. Undersiden ’Aktuelt’ bringer nyheder fra hele landet, her samlet på ét sted.