I DMK ønsker vi, at alle landets kommuner lader sig inspirere af hinanden. Derfor har vi samlet en række eksempler fra nogle af de musik- og kulturskoler, der på hver sin måde engagerer borgerne. I Ringkøbing-Skjern Kommune finder man et at de eksempler, man kan lade sig inspirere af:
Alle har ret til at drømme – også de kreative
unge, som vokser op i yderområderne. På Kulturskolen i Ringkøbing-Skjern Kommune bliver der undervist i filmskuespil både for begyndere og for talenter.
Til filmskuespil lærer eleverne om, hvordan det er at være skuespiller på film og TV. Gennem øvelser og leg arbejder de med teknikker, som professionelle skuespillere bruger, når de skal spille en rolle. De lærer ligeledes, hvordan det er at gå til casting. Samtidig med at det er sjovt, er niveauet også højt og ambitiøst. I løbet af året går eleverne til castings på kortfilm og spillefilm og i undervisningen producerer de kortfilm.
På filmskuespilholdene får eleverne energi og selvtillid, når de slipper fantasien løs, øver sig på gulvet og griner af både det, der går godt og det, som de kan lave om, fordi de har en tro på og lyst til at gøre det bedre. Samtidig er de i fuld gang med at arbejde med skuespiløvelser, som professionelle skuespiller bruger på filmsets.
Værd at vende tilbage til
At der findes undervisning i filmskuespil på højt niveau for børn og unge i yderområderne betyder, at de unge ikke behøver at flytte langt væk for at udleve filmdrømmene.
“Med min egen historie og erfaring kan jeg se, hvor vigtigt det er at udvikle kunst og kultur i provinsen også inden for filmskuespil. Vi skal skabe kunst og kultur i yderområderne på så højt et niveau, at unge ambitiøse talenter kan udfolde deres kreativitet. Det er vigtigt for børn og unge i yderområderne, at vi skaber stærke kulturinstitutioner, der er værd at vende tilbage til,” siger underviser i filmskuespil og antropolog, Maria Guggenheim, der selv er vokset op i Udkantsdanmark og som 18-årig ‘flygtede’ til Paris for at blive skuespiller.
“En af vores elever, som aldrig havde gået til filmskuespil før eller arbejdet på et filmset, fik en statistrolle på en ny storfilm med Mads Mikkelsen,” fortæller Maria Guggenheim.
Kontaktperson: Maria Guggenheim
contact@byGuggenheim.dk
LÆS MERE HER