Ny undersøgelse på vej: Hvorfor falder pigerne fra i den musikalske fødekæde?

Som en del af Musikhandlingsplanen 2023-2026, har Kulturministeren igangsat arbejdet med Musiklivets talentrapport, der skal gøre os klogere på pigernes vej gennem den musikalske fødekæde, specifikt på musikskoler, MGK-centrene og konservatorierne.

Baggrunden er, at det professionelle musikliv i Danmark fortsat er karakteriseret af stor ulighed, når det kommer til køn og baggrund. Langt flere mænd end kvinder får en karriere i musikken – det ses både på scenen, på streamingtjenesterne og i radioen. Samtidig er der, ifølge statistikkerne, en overvægt af piger på landets musikskoler.

Musiklivets talentrapport udarbejdes af Kulturens Analyseinstitut. Rapporten skal på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse og en række kvalitative fokusgruppeinterviews udført på musikskoler, MGK-centre og konservatorierne, komme med anbefalinger til, hvordan man fremover bedre kan bevare engagementet i den musikalske fødekæde hos alle talenter på tværs af køn og baggrund samt forbedre vilkårene for piger/kvinder i det etablerede musikliv.

DMK sidder sammen med genreorganisationerne, konservatorierne og repræsentanter fra Kulturministeriet i følgegruppen for arbejdet.

“Musik- og kulturskolerne er en meget væsentlig aktør i dansk musikliv. Skolerne har væsentlig betydning for børn og unges udvikling med og fællesskab gennem musik. Og skolerne har et stort ansvar for at bidrage til den musikalske fødekæde og til en talentudvikling, hvor køn og baggrund ikke skaber ekskluderende barrierer, fortæller Lotte Trangbæk, Generalsekretær i DMK om samarbejdet med Kulturens Analyseinstitut.

“Vi mener derfor også, at det er en rigtig prioritering, at musik- og kulturskolerne indgår centralt i musiklivets talentrapport, så vi får bedre indsigt i, hvad der er på spil, når unge tilvælger eller fravælger en musikalsk karriere,” siger Lotte Trangbæk.

Sådan kan I hjælpe

Inden sommerferien udarbejdes spørgeskemaerne, og de sendes ud til musikskolerne i midt august. Målgruppen er børn og unge i alderen 14 – 25 år. Der vil være to forskellige skemaer til hhv.:

  • 14-25-årige musikskoleelever, der ikke går på MGK
  • 14-25-årige MGK-elever

Begge målgrupper vil blive præsenteret for en række spørgsmål, der omhandler:

  • Elevernes motivation til at begynde og vedblive på musikskolen/MGK
  • Elevernes viden og drømme om en videre musikalsk karriere og uddannelse
  • Rollemodeller
  • Oplevelsen af at være MGK-/musikskoleelev

Kulturens Analyseinstitut kommer også til at række ud til udvalgte musikskoler for fokusgruppeinterviews med piger i alderen 14-25 år.

DMK opfordrer til, at landets musik-og kulturskoler vil være med til at bakke op om dataindsamlingen, så Kulturens Analyseinstitut kan få en solidt grundlag at lave deres analyse og anbefalinger på.

Hvis du har spørgsmål eller input til undersøgelsen, kan du tage fat i projektleder Camilla Pallis fra Kulturens Analyseinstitut: [email protected] og 40370140.

Indstilling af kandidat til DMKs bestyrelse 2025

Baggrunden for MÆRKBAR er ønsket om større mangfoldighed i musikalske fællesskaber.

En række undersøgelser (*) har påvist en markant ulighed i adgang til musikalsk udvikling og karriere i Danmark.

Musik- og kulturskolerne er med deres lovfastsatte placering i alle kommuner den største vækstlagsaktør på musikkens område. Sektoren bærer derfor et medansvar for de alvorlige strukturelle udfordringer i musiklivet som nævnt ovenfor. Samtidig giver den centrale placering i fødekæden skolerne en enestående mulighed for, i samarbejde med andre væsentlige aktører, lokalt at skabe de nødvendige strukturelle forandringer for et mere inkluderende og bæredygtigt musikliv.

  • DMK er overordnet programejer.
  • Rytmisk Musikkonservatorium er videnpartner med ansvar for evaluering og kompetencespor.
  • MÆRKBAR har modtaget støtte fra Tuborgfondet.

Kulturens Analyseinstitut har sideløbende med MÆRKBAR programmet, modtaget støtte fra Tuborgfondet til at gennemføre en national kortlægning og fem demokratiske laboratorier, hvor unge og aktører skaber løsninger sammen. Resultaterne samles i et digitalt handlekatalog og formidles til kommuner, institutioner og miljøer, så data bliver til handling. Arbejdet i MÆRKBAR og Kulturens Analyseinstituts kortlægning vil blive koordineret.